Årsberetning 2019

Investér to procent mere i sundhed hvert år

Der kommer flere patienter. De bliver ældre og de fejler mere. Hvis ikke patienterne skal opleve et forringet sundhedsvæsen, skal der investeres to procent mere i sundhedsvæsenet hvert år. Det var forslaget fra Lægeforeningen i et stort udspil om sundhedsvæsenets økonomi. Udspillet er blevet godt modtaget og er med til at præge den sundhedspolitiske dagsorden frem mod det kommende Folketingsvalg.

Befolkningen bliver ældre. Flere har behov for behandling og pleje. Dertil kommer, at sundhedsvæsenet i forvejen er presset. I størstedelen af dette årti har de midler, som politikerne har afsat til sundhed, kun lige knapt kunne dække, at antallet af patienter vokser. Det betyder medicinske afdelinger med massiv overbelægning, en psykiatri der er presset i bund, og sparerunder i stort set alle regioner. 

Et helt konkret eksempel på udviklingen er, at der er kommet 55.000 flere patienter i årene 2016 og 2017. I samme periode er der i alt kun ansat fire ekstra personer på hospitalerne.

To procents vækst om året
Derfor foreslog Lægeforeningen i sit udspil Investér i sundhed, som blev lanceret i december 2018, at sundhedsvæsenets økonomi skal vokse med to procent om året frem imod 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det i takt med, at økonomien vokser, skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er, hvad det kræver af ressourcer for, at sundhedsvæsenet både kan behandle flere ældre mindst lige så godt som nu og samtidig tilbyde de nyeste og bedste behandlinger til patienterne. 

Vi levere længere, men dør ikke raske - øget press på sygehuseneArtikel fra Jyllands-Posten, den 11. december 2018

Øget pres fra ældre
Anbefalingen om de to procents vækst hvert år baserer sig på en grundig analyse af sundhedsvæsenets økonomi, som VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har foretaget for Lægeforeningen. Analysen viser, at regionernes bevillinger efter finanskrisen er faldet til omkring en procent om året sammenlignet med cirka tre procent før krisen. Samtidig er presset fra ældre medborgere for alvor begyndt at kunne mærkes i sundhedsvæsenet.

Massiv omtale og debat
Lægeforeningens økonomiske udspil og anbefalingen om den strengt nødvendige vækst på to procent hvert år de kommende år har været afsæt for en række tiltag i form af massiv presseomtale, debatindlæg – både med Lægeforeningen som afsender og sammen med andre organisationer – og en indsats på de sociale medier, som har skabt stor interesse og debat blandt både medlemmer og beslutningstagere.

Lægeforeningen vil fortsætte kampen for at sundhedsvæsenet får tilført flere midler, og for at vores økonomiske udspil vil være med til at præge den sundhedspolitiske dagsorden frem mod det kommende Folketingsvalg.