Læger: Psykiatrien behandles stadig som sundhedsvæsenets stedbarn

21/04/18

Behovet for behandling i psykiatrien har aldrig været større. Trods fremskridt mange steder bruges der stadig færre ressourcer på den enkelte patient. Lægeforeningen understreger i et nyt udspil behovet for, at regeringens kommende psykiatriplan er ambitiøs, og at der følger tilstrækkeligt med midler med. ’Vi efterlyser politisk anerkendelse af, at mennesker med psykisk sygdom har samme krav på hurtig og effektiv behandling som alle andre”, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

Lægeforeningen understreger i et nyt psykiatri-udspil behovet for, at regeringens kommende psykiatriplan er fagligt ambitiøs, og at der følger tilstrækkeligt med penge med.

”Der er sket en positiv udvikling i psykiatrien efter den første psykiatriplan i 2014. Der behandles flere patienter. Men et årelangt økonomisk efterslæb trækker stadig spor, og der bruges stadig færre ressourcer per patient. Dét er på trods af, at der ikke er kommet nye behandlinger til, som kan sænke udgifterne. I stedet gennemføres løbende besparelser, som presser ikke bare medarbejderne, men også kvaliteten af den behandling, som de kan tilbyde patienterne. Det er dybt bekymrende”, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

Han peger på et helt grundlæggende behov for at få ligestillet psykiatrien med resten af sundhedsvæsenet.

”Desværre vægter behandling af psykiatriske patienter stadig ikke på samme måde som behandling af patienter med fysisk sygdom. Heller ikke hos politikere. Hvor ellers i sundhedsvæsenet må man sende mennesker med alvorlig, akut sygdom hjem? Det er trist og uacceptabelt, og det kan ikke gå hurtigt nok med at sikre, at der er de nødvendige ressourcer til at behandle alle, der har brug for det,” siger Andreas Rudkjøbing.

I det nye udspil ’Styrk psykiatrien nu – det vedrører os alle’ kommer Lægeforeningen med en række konkrete forslag til, hvordan psykiatrien kan styrkes, og understreger, at der skal skaffes større kapacitet til det stigende antal danskere, der har brug for hjælp i psykiatrien. Et af forslagene er, at der bør oprettes tilstrækkeligt med sengepladser til, at patienter kan indlægges ved behov og ikke skal udskrives før tid. Et andet er etablere flere intensive ambulante indsatser og at åbne for, at patienter – hvor det fagligt giver mening – i højere grad behandles hos praktiserende speciallæger i psykiatri.

Læs Lægeforeningens psykiatriudspil: Styrk psykiatrien nu - det vedrører os alle