Læger og sygeplejersker: Afskaf produktivitetskravet

28/04/17

Et meget stort flertal af læger og sygeplejersker mener, at kravet om to procents vækst i produktiviteten på sygehusene hvert år skal fjernes, viser nye undersøgelser. Mange oplever, at kravet påvirker kvaliteten af behandling og pleje.

Krav til sygehusene om hvert år at øge produktiviteten uden, at der følger penge med, skal afskaffes. Det mener 84 procent af de læger og 68 procent af de sygeplejersker, som har deltaget i henholdsvis en Gallup- og en Megafon-undersøgelse. 80 procent af lægerne og 79 procent af sygeplejerskerne peger på, at der er brug for helt nye måder at styre sundhedsvæsenets økonomi på.

”Det giver ikke mening at blive ved med at fokusere på at øge antallet af behandlinger. Vi har brug for en model, som har patientens behov i centrum, og som prioriterer kvalitet og patientsikkerhed.  Det er positivt, at der efterhånden er bred opbakning til dette. Regionerne vil også af med to-procentskravet, det gælder også Danske Patienter, og der er voksende politisk forståelse på Christiansborg. Vi håber, at det betyder, at kravet snart bliver afskaffet”, siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.

Mangler tid til patienterne
91 procent af lægerne og 92 procent af sygeplejerskerne svarer, at de er enige eller overvejende enige i, at det påvirker pleje og behandling, at deres afdeling bliver pålagt at levere flere behandlinger uden, at der tilføres ekstra ressourcer.

Samtidig mener 66 procent af lægerne og 59 procent af sygeplejerskerne, at de i deres hverdag ikke har tilstrækkelig tid til den enkelte patient.

”Der er al mulig grund til, at politikerne tager tilbagemeldingerne fra sygeplejersker og læger meget alvorligt. Det er en klar bekymring fra disse to vigtige faggrupper, at de årlige produktivitetskrav påvirker kvaliteten i pleje og behandling negativt og at det i sidste ende truer patientsikkerheden. Jeg er sikker på, at andre sundhedsprofessionelle har lignende erfaringer”, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Kravet til landets sygehuse om øget produktivitet for de samme penge har været gældende siden 2003. Indtil 2006 var kravet en øget produktivitet på 1,5 procent om året, men siden har kravet været en stigning på 2 procent om året uden, at der følger ekstra penge med. Over 20 år vil to-procents-kravet betyde, at det samme antal hænder skal levere 49 procent flere behandlinger.

Kort om Gallup-undersøgelsen
Undersøgelsen blev gennemført af TNS-Gallup den 20. marts til den 4. april 2017. 
Undersøgelsen omfatter svar fra 576 læger, som er ansat på sygehus, og som har oplyst, at de har patientkontakt. Deltagerne indgår i Lægeforeningens spørgepanel hos Gallup på i alt 993 medlemmer.

Kort om Megafon-undersøgelsen
Undersøgelsen blev gennemført af Megafon den 22. marts til 1. april. Undersøgelsen omfatter svar fra 2.056 sygeplejersker, som er ansat på sygehus, og som er medlem af Dansk Sygeplejeråd. Megafon inviterede 4.132 sygeplejersker til undersøgelsen, hvilket giver en besvarelsesprocent på 50.