Psykiatere: Administrativt arbejde tager tid fra patienterne

12/04/18

Seks ud af 10 speciallæger i psykiatri svarer i en ny undersøgelse, at de hver dag bruger mindst 20 procent af deres arbejdstid på administrative opgaver. Det svarer samlet set til over 100 fuldtidsstillinger. I en tid med akut mangel på psykiatere opfordrer Lægeforeningen regionerne til at ansatte mere administrativt personale i psykiatrien, så psykiaterne kan få frigjort tid til at behandle patienterne.

Indtastninger i patientjournalen, afrapportering af data til interne kontrolsystemer og registrering af de samme oplysninger i flere systemer. Speciallæger i psykiatri bruger meget tid hver dag på administrative opgaver, som kunne udføres af ikke-sundhedsfagligt personale, viser en ny undersøgelse blandt 906 speciallæger i psykiatri foretaget af Lægeforeningen.

Svarer til over 100 fuldtidsstillinger
Over 60 procent af de adspurgte læger, som arbejder i sygehuspsykiatrien, svarer i undersøgelsen, at de bruger mindst en femtedel af deres daglige arbejdstid på administrative opgaver, som vil kunne udføres af sekretærer eller andet ikke-sundhedsfagligt personale. Omregnet svarer de timer, som speciallægerne angiver, at de bruger på administrativt arbejde, rent faktisk til over 100 fuldtidsansatte psykiatere eller 17 procent af den samlede speciallægekapacitet på landets psykiatriske sygehuse.

Hårdt tiltrængt boost til en presset psykiatri
Lægeforeningen opfordrer derfor regionerne til at ansætte administrativt personale, som kan frigøre psykiaternes tid til at behandle patienter. 

”Hvis bare lægerne kunne bruge nogle af de ressourcer, som de anvender på administration, til at behandle patienter, vil det betyde en hårdt tiltrængt boost til en psykiatri, som fortsat lider under flere års nedprioritering og skrappe spare- og effektiviseringskrav.  Vi kan ikke være bekendt, at mennesker med psykisk sygdom ikke får den hurtige og effektive hjælp, som de har behov for”, siger Andreas Rudkjøbing, Lægeforeningens formand.

Kan løse rekrutteringsproblemerne
Der er problemer i alle regioner med at besætte ledige stillinger i psykiatrien. I september 2017 viste en undersøgelse i Dagens Medicin, at der på landsplan manglede op imod 95 speciallæger i psykiatri. 

”Det kan være med til at løse rekrutteringsproblemet og hæve kvaliteten af behandlingen i psykiatrien, hvis regionerne kunne frigøre psykiatere fra nogle af de administrative opgaver, som tager så meget af deres daglige arbejdstid”, siger Andreas Rudkjøbing.
 
Lægeforeningens repræsentantskab skal på foreningens årsmøde i april behandle et nyt psykiatriudspil, som præsenterer lægernes bud på løsninger på de udfordringer, som psykiatrien står overfor. Lægeforeningen opfordrer Folketing, regioner og regering til at tage løsningerne med ind i den kommende nye nationale psykiatriplan.