Årsberetning 2020

Speciallægekommission skal stoppe ulykke i slow motion

Mange steder i landet mangler der speciallæger. Ikke kun i almen praksis, men i høj grad også inden for andre specialer som f.eks. lungemedicin, geriatri, psykiatri og neurologi. Lægeforeningen efterlyser speciallægekommission til at forudse fremtidens efterspørgsel på læger og som grundlag for mere præcis dimensionering af lægernes uddannelse.

Igennem flere år er manglen på speciallæger kun blevet værre. Det skal der laves om på med en speciallægekommission, foreslår Lægeforeningen. Det lægelige uddannelses- og videreuddannelsessystem skal under mikroskopet. På den måde kan vi finde svaghederne i systemet og se på mulige løsninger. Der er brug for at få afklaret, hvordan fremtidens patienter uanset sygdom og bopæl kan få adgang til hjælp af de rette speciallæger.

Speciallægekommissionen skal gå i dybden med, hvilke lægekompetencer, der bliver brug for i fremtiden. Det er vigtigt, at læger uddannes til at kunne håndtere den efterspørgsel, vi kan forvente fra patienterne i årene fremover, og kommissionen bør derfor bl.a. udarbejde scenarier og prognoser for fremtidens efterspørgsel på læger. Det er nødvendigt at tage bestik af faktorer såsom teknologiudvikling, udvikling i patientforventninger og at der kommer stadigt flere ældre patienter og flere patienter med kroniske lidelser. Flere opgaver skal givetvis klares udenfor sygehusene, og brugen af kunstig intelligens vil betyde ændringer i lægerollen. Dette bør kommissionen, som sundhedsministeren bør nedsætte snarest, tage højde for i sit arbejde.

Behov for øget dimensionering af den lægelige videre uddannelse fra 2021
Allerede nu bør manglen på speciallæger i Danmark blive imødekommet af en øget dimensionering af den lægelige videreuddannelse, hvor den kommende plan for 2021-2025 bliver lagt fast. Det gælder både antallet af hoveduddannelsesforløb og introduktionsforløb, så der bliver tilstrækkeligt med speciallæger til at dække de kommende års patientbehov.

De seneste års større optag på lægestudierne betyder samtidig, at hvis dimensioneringsniveauet ikke øges tilsvarende i den kommende dimensioneringsplan, vil flere hundrede læger fra hver årgang ikke kunne videreuddanne sig i et speciale i de kommende år. Lægeforeningen understreger derfor behovet for, at Sundheds- og Ældreministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet sikrer en sammenhæng mellem optaget på universiteterne og dimensioneringen af den lægelige videreuddannelse.

 

 

Seks forslag skal skaffe flere læger til almen praksis

Næsten to millioner borgere bor i et såkaldt lægedækningstruet område, hvor mange praktiserende læger nærmer sig pensionsalderen, og hvor mange læger har lukket for tilgang af nye patienter. Lægeforeningen har i 2019 spillet ud med seks løsningsforslag, som kan tage brodden af den akutte mangel på praktiserende læger.

I Danmark er der en stor og stadigt stigende mangel på praktiserende læger. Det er en alvorlig situation, som skal løses. Derfor har Lægeforeningen i 2019 præsenteret sundhedsminister Magnus Heunicke for en plan, der skal afbøde den akutte mangel på praktiserende læger. Planen indeholder seks forslag (se nedenfor), som, hvis de bliver ført ud i livet, vil kunne afhjælpe meget af den akutte lægemangel.

Lægeforeningens seks forslag
Helt overordnet skal der uddannes flere praktiserende læger. Men for at afbøde den nuværende lægemangel, skal der arbejdes på flere fronter. Det gælder fastholdelse af de nuværende praktiserende læger, som er oppe i årene. Det skal gøres attraktivt for dem at udskyde pensionen. Samtidig skal der satses på at tiltrække nogle af de næsten 800 speciallæger i almen medicin, som arbejder udenfor almen praksis, for eksempel på sygehus. Lægeforeningens seks forslag er følgende:

  1. Fasthold ældre praktiserende læger i lægedækningstruede områder
  2. Tiltræk almenmedicinere fra sygehuse til almen praksis
  3. Pulje til støtte ved ansættelse af praksispersonale og udbedring af lokaler i lægedækningstruede områder
  4. Omlægning af hoveduddannelsen i almen medicin giver flere hænder i almen praksis
  5. 100 ekstra hoveduddannelsesforløb kan betyde op til 200 ekstra årsværk i almen praksis
  6. 200 ekstra introforløb kan betyde op til 100 ekstra årsværk i almen praksis.

Reelle løsninger uden tjenestepligt
Det er værd at bemærke, at Lægeforeningens forslag faktisk er reelle løsninger, i modsætning til det socialdemokratiske forslag om seks måneders tjenestepligt for helt nyuddannede læger. Tjenestepligten, som reelt er tvangsansættelser, vil forsinke uddannelsen af de speciallæger i almen medicin, som gerne vil have en praksis i lægedækningstruede områder og alle andre lægers speciallægeuddannelse. Derfor bør sundhedsministeren tage tjenestepligten af bordet.

 

Læs også: