Vedtægtsændring: Formænd, medlemmer af bestyrelsen og udvalgsmedlemmer kan vælges for to år mere

12/06/21

Kommende formænd, medlemmer af bestyrelsen og medlemmer af udvalg mv. i Lægeforeningen kan sidde på posten i otte år – mod indtil nu maksimalt seks år. Det har et flertal af repræsentantskabet på Lægemøde 2021 netop vedtaget.

Målet med vedtægtsændringen er, at kommende formænd, medlemmer af bestyrelsen samt Lægeforeningens medlemmer af interne udvalg, komitéer, nævn, arbejdsgrupper og eksterne udvalg får mulighed for at skabe mere kontinuitet i det politiske arbejde og potentielt bedre resultater.

”Hvis der skal opbygges mere viden og erfaring, er det en fordel, at lægepolitikere har udsigt til en længere bagkant end seks år,” siger Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen.

De seneste formænd for Lægeforeningen har ikke siddet perioden fuldt ud.

”Det er naturligvis ikke sikkert, at de otte år vil blive brugt, fordi mange også gerne vil vende tilbage og fokusere på det kliniske virke fuldt ud. Men nu er rammerne skabt, hvis de gerne vil blive længere i formandsstolen,” siger Camilla Noelle Rathcke.